I 1956 gik byggeriet af SAS Royal Hotel i gang på Hammerichsgade. Fire år efter var Nordens dengang højeste bygning og Skandinaviens største hotel klar til indvielse. Med sine i alt 22 etager skulle hotellet eftersigende blive kaldt for "Jetalderens vartegn". Hotellet blev betragtet som det mest moderne hotel i Skandinavien, og omverdenen var imponeret over Jacobsens gennemførte arbejde med funktion og materialevalg - fra den store helhed til de enkelte objekter.
SAS Royal Hotel hedder i dag Radisson Collection Royal Copenhagen. Det står stadig som et hovedværk i dansk modernisme og kendt verden over som hotellet, hvis arkitekt formgav enhver detalje. Det er Københavns absolut mest fuldendte højhus, og udgør et ideal indenfor genren Modern Design. Sammenholder man Arne Jacobsens kunstneriske indsats - lige fra proportioneringen af bygningens hovedform til detaljeringen af hotellets interiør, kan man kun beundre hans vilje og unikke evne til at gennemføre en helhedsidé - et gesamtkunstwerk, som tyskerne kalder det.
Lobbyen - Hotellets lobby fromstår på mange måder identisk med lobbyen, som den så ud i 1960. Rummet er afgrænset af en butikszone i glas, der adskiller lobbyen fra gadens travlhed, men som lader dagslyset sive ind i rummet. Dette medvirker til at skabe en stille, eksklusiv stemning. De berømte stole Ægget™ og Svanen™, som blev designet specielt til hotellet, udstråler en indbydende ro, som er karakteristisk for hele rummet.