Caféens koncept bygger på nysgerrighed. Den er forbundet med en tagterrasse, hvor gulv-til-loft-vinduer åbner rummet og giver en følelse af nærhed med naturen. De mange siddepladser og borde danner flere forskellige afdelinger i den åbne, lyse café.
Afdelingerne er designet til hver deres form for samvær. Fra privat afslapning i sofaerne og lænestolene til de åbne, sociale højborde med tilhørende barstole og de café-inspirerede klynger af runde borde – de forskellige områder skaber rammerne for at slappe af, finde inspiration eller samarbejde.
En række af Jaime Hayons Plenum™-sofaer er arrangeret i forskellige farver med de kurvede Fri™-lænestole og danner et hyggeligt og kreativt loungeområde. Plenums høje sofaryg skaber en lukket, intim atmosfære, hvor man kan genoplade krop og sind og finde ny inspiration.
En anden form for afslapning finder man ved højbordene, der sammen med Serie 7™-barstolene skaber café-stemning og lægger op til socialt samvær – enten blandt større grupper eller i form af samtaler under fire øjne.
De behagelige barstole sikrer en uformel atmosfære. Midt i det store rum, ved siden af vinduerne, står runde borde omgivet af N02™ stole – et sted, hvor mindre grupper kan mødes og genfinde energien i rolige og stilfulde omgivelser. Her er masser af dagslys og en inspirerende udsigt til den natur, der omgiver bygningen.
Indretningsarkitekt hos Archisketch, Sunny Ban, fortæller, at han valgte Fritz Hansens møbler til projektet, fordi de er ‘skabt af kreative personer’ såsom Arne Jacobsen, Jaime Hayon og Oki Sato: “Deres idéer, formål og koncepter er afspejlet i møblerne, og vi var ikke i tvivl om, at de ville være et perfekt match til Pearl Abyss.”