Axis HQ

Lund, Sverige Interiørdesign: Landen Krantz Arkitekter

ET HJEMLIGT HOVEDKVARTER TIL EN SVENSK VIRKSOMHED

I den svenske by Lund sætter et kreativt og moderne kontorlokale rammerne for Axis’ prisvindende hovedkvarter. Den 42.000 kvadratmeter store bygning er for nylig blevet designet i samarbejde med Landen Krantz arkitekter med særlig fokus på medarbejdernes sundhed, trivsel og bæredygtighed.

I hovedkvarterets hjerte blev den centrale foyer designet som en slags dagligstue for Axis’ 1300 ansatte – et sted, hvor de kan mødes og mingle i et afslappet, hjemligt miljø. Her kombineres skarpe linjer og organiske kurver med dæmpede, neutrale nuancer og frodige, grønne planter for at fremkalde følelsen af varme og menneskelighed i kontoret.

Designet opfordrer til uformelle og spontane møder – uanset om det er korte samtaler ved kaffemaskinen eller kreative samarbejder på de udendørs terrasser. En stribe af hele 136 mødelokaler – lige fra et 60-personers auditorium til de mindre og stille rum – giver medarbejderne god plads til at samles og samarbejde i inspirerede omgivelser.

Designets værdier beror på tidløshed – både i form og funktionalitet. Materialer og farver er omhyggeligt blevet udvalgt til at transcendere tidens trends – ikke kun hvad angår bæredygtighed, men også æstetisk. I entreen er gulvet lagt med svenske kalksten, og vægpaneler af asketræ tilføjer akustiske egenskaber.

Ud fra samme tankegang blev interiørets møbler håndplukket med øje for det tidløse. I restauranten og ‘fika’-krogene står Arne Jacobsens Grand Prix™ stol smukt i askesort. N01™-stolen fra designvirksomheden nendo er i caféen et ikonisk eksempel på foreningen af dansk og japansk æstetik. Sæde og ryg på den berømte stol er fremstillet af ni lag finer – et karaktertræk hos Fritz Hansens stabelstole – mens stellet er en ren og elegant fortolkning af snedkerarbejde i massivt træ.

Arne Jacobsens lænestol Gryden™ er placeret flere steder rundt i entreen, loungen samt i de mange mødelokaler. Den moderne udgave af stolen, der oprindeligt blev tegnet i 1959, bevarer sin forgængers ekstraordinære form og opfylder nutidens krav til forbedret komfort og kvalitet.

Andre steder er Arne Jacobsens Lille Giraf™ og Coat Tree™ af Sidse Werner placeret som tankevækkende designelementer og som en ode til virksomhedens skandinaviske rødder. Belysningen er gennem hele kontoret omhyggeligt kurateret i samarbejde mellem Light Bureau, Axis og Landen Krantz arkitekter.

Siden færdiggørelsen i 2020 er Axis’ hovedkvarter blevet hyldet bredt for sin udsøgte udførelse og har modtaget en række designpriser, blandt andet Lunds City Building Award og Sveriges smukkeste kontor.