Serie 7™

Serie 7™ stolen, designet af Arne Jacobsen i 1955, er et ikon indenfor moderne møbelhistorie. Dens unikke form er tidløs, utrolig alsidig og udstyret med masser af personlighed og karakter uden at være visuelt overvældende. Stolen er lavet af ni lag formpresset finér, der giver styrke, fleksibilitet og holdbarhed til trods for dens slanke udseende. 7’eren, som den også kaldes, er det mest populære møbel i Fritz Hansens stolekollektion.

Personen

Han kunne være besværlig, sarkastisk og kompromisløs over for samarbejdspartnere og producenter og krævede af sine ansatte, at de nærmest arbejdede i døgndrift på tegnestuen i stedet for at tage hjem til familiebesøg - ellers kunne de bare skride. Helt privat blev familien sat til at udpege den rette hvide vægfarve blandt adskillige, når der skulle males om, og derefter holde billedrammer i timevis for at finde den rette komposition. Kaffekopperne var sirligt og geometrisk stillet op og børnenes legetøj gemt af vejen, når Jacobsen omsider kom hjem fra tegnestuen. Den natursværmende botaniker På den anden side af personligheden ser vi en helt anden og afrundet Jacobsen, som på rousseausk maner fordybede sig i akvarelmaling, naturstudier og puslen med plantestiklinger. Jacobsen søgte undertiden at undslippe fra de begrænsninger og rammer, som han selv havde været med til at skabe: ’Jeg er ved at brække mig af æstetik’ kunne han udtale under private former og udtrykte undertiden tydelig glæde ved at søge tilflugt, hvor anti-design og anti-æstetik herskede. ’Her er pragfuldt, her kan man intet ændre!’ Han nød et jævnt måltid ’kød i mørke’ eller at kaste sig over en lækker konditorkage. At kagen helst skulle være pæn for at smage godt, vidner om det svære dilemma i at slippe æstetikken et øjeblik. Opmærksom humor Arne Jacobsens humor og selvironi finder man bl.a. i hans skitser og tegnede julekort til nære venner eller ved at lytte til ordvalget i hans udsagn om de (oftest faglige) emner, som optog ham. Fra barnsben kunne han lide at klovne, og han fortsatte op gennem voksenlivet med artisteriet og undertiden skøre væddemål såsom at optræde med en melonskal på hovedet.