LÆDER

Republic of Fritz Hansen™ stiller meget strenge krav til kvaliteten af de lædertyper, vi bruger til møbelpolstring. Mange af lædertyperne fremstilles specielt til Republic of Fritz Hansens stramt polstrede møbler.
Vi har igennem mange år haft en tæt forbindelse til den førende danske læderleverandør. Deres erfaring, som er opbygget over mere end 35 år, sikrer den højeste skindkvalitet fra verdens bedste garverier.
Skindene kommer primært fra Europa, hvor dyrene har gode leveforhold, og hvor skindene har færre naturlige markeringer.
  
NATUR LÆDER
Naturlæder er en eksklusiv og naturligt smuk lædertype, der er fremstillet af de mest udsøgte europæiske oksehuder, og udmærker sig ved at være blødt og behageligt at røre ved.
Det vegetabilsk garvede naturlæder kaldes også anilinlæder. Med sin rå og naturlige overflade kan læderet ånde og giver en fremragende siddekomfort foruden en følelse af eksklusivitet. Læderet er fuldnarvet, hvilket betyder, at læderets naturlige overfladestruktur er bevaret, og at alle naturlige markeringer er synlige.
Naturlige markeringer er det præg, læderet får af dyrets aktive liv, og som giver møblet en unik fornemmelse af karakter.
Naturlæder varierer i farve fra skind til skind og får en smuk, mørkere patina i brug, og når det påvirkes af sollys.

RUSTIK LÆDER
Rustik er en eksklusiv lædertype af allerhøjeste kvalitet og med en naturlig overflade. Læderet afspejler det aktive liv, som dyret har levet. Insektbid og ar har været en del af dyrets hverdag og disse naturmærker lever efterfølgende videre i læderet sammen med andre eventuelle aftegninger såsom nakkefolder, mærker efter ryghvirvler m.v
Rustik læder er vegetabilsk garvet og kromfrit blød anilin læder. Rustik har en naturlig nøgen overflade med synlige naturmærker og ingen beskyttelseslak. Bliver lysere og patineres i brug.
 
ELEGANCE LÆDER
Elegance læder er udsøgt læder, der fremstilles af de fineste råvarer i form af europæisk oksehuder. Det har et eksklusivt og naturligt udseende og er blødt og behageligt at røre ved.
Elegance er et anilinlæder, som er kromgarvet og derefter vegetabilsk garvet, hvilket giver læderet en større fasthed. Denne type læder har en naturlig rå overflade, som lader det ånde, og som giver en fremragende siddekomfort tillige med en følelse af eksklusivitet.
Læderet er fuldnarvet, hvilket betyder at læderets naturlige overfladestruktur er blevet bevaret, og at alle naturlige markeringer er synlige. Naturlige markeringer er det præg, læderet får af dyrets aktive liv, og som giver møblet en enestående fornemmelse af karakter.
Elegance læder varierer i farve fra skind til skind og får en smuk, lysere patina i brug, og når det påvirkes af sollys.
  
VEDLIGEHOLDELSE & PLEJE AF NATUR, RUSTIK OG ELEGANCE LÆDER:

Tør lædermøblet hyppigt med en ren, tør klud.
Brug aldrig kemikalier, sulfo, rengøringsmidler eller fedtstoffer (læderpolitur/olie).
Fasthold et regelmæssigt fugtighedsniveau i de rum, hvor lædermøblerne står.
Elegance læder er en sart lædertype, som let absorberer væsker, f.eks. spildte drikkevarer/olier og fedtstoffer. Pletter bør kun forsøges fjernet, hvis det er absolut nødvendigt, da læderet let beskadiges ved forsøg på rengøring.
  

Produkter som fås i Natur, Rustik og Elegance læder

             
 
                 

   
   

HVID LÆDER
Hvid læder er en lædertype af bedste kvalitet oksehud, som kombinerer et naturligt udseende samtidig med at være praktisk. Læderet er semi-anilinsk og fuldnarvet, hvilket betyder, at den naturlige overfladestruktur er bevaret. Læderet er behandlet med en let finish, som gør skindet mere fleksibelt og lettere at vedligeholde. Hvidt læder er blødt at røre ved og giver en fremragende siddekomfort.
Overfladen af de lysere farvede skind kan forekomme mere skjult, da der ofte anvendes mange pigmenter i processen. Hvid læder er også mere modtageligt for snavs end andre farver.

    

Produkter som fås i Hvid læder

    
     

   

OPTISK HVID LÆDER

Optisk Hvid læder er en holdbar og brugervenlig lædertype af okseskind.

Læderet er pigmenteret og har et svagt spil, hvilket betyder, at den naturlige struktur er synlig.
Denne lædertype er også behandlet med en let overfladefinish, som gør den meget brugervenlig og giver en fremragende siddekomfort.
Læderet er behandlet mod lysets indvirkning og snavs. Den optisk hvide farve gør dog læderet modtageligt for pletter.

       
Produkter som fås i oOptisk Hvid læder

    

                     

   

CLASSIC LÆDER

Classic læder er en holdbar og meget brugervenlig lædertype, som giver et mere ensartet udseende på polstrede møbler. Classic læder er pigmenteret og har en stærk overfladefinish, som gør læderet modstandsdygtigt over for snavs og lysindvirkning, således at det fastholder sit udseende også efter lang tids brug.
Overfladen har et svagt spil, hvilket betyder at den naturlige struktur er synlig.
Dette giver et meget rent udtryk, som næsten er uden nogen synlige naturlige markeringer.

         
Produkter i Classic læder

  

         

  

SOFT LÆDER

Soft læder er en meget glat og blød lædertype, som kombinerer et naturligt udseende med holdbarhed og brugervenlighed. Denne lædertype kommer fra europæiske skind og er semi-anilinsk.
Læderet er fuldnarvet, hvilket betyder, at den naturlige overfladestruktur er bevaret.
Soft læder er behandlet med en let finish, som gør det holdbart og meget brugervenligt med en fremragende siddekomfort.
En yderligere fordel ved denne lædertype er, at den holder farven.

    

Produkter som fås i Soft læder

   

               

  

VEDLIGEHOLDELSE & PLEJE - CLASSIC OG SOFT LÆDER

Pigmenteret læder er overfladebehandlet og godt beskyttet mod udefrakommende påvirkninger, så længe pigmenteringen er intakt.
Pigmenteringen gør det vanskeligt for snavs, vand osv. at trænge igennem læderets overflade.
Brug en ren, blød klud til rengøring. Tør evt. overfladen med en klud opvredet i lunkent vand.
Til fjernelse af vanskelige og store pletter, f.eks. fedtpletter, bruges med forsigtighed en klud opvredet i en lunken sæbeopløsning (1/2 dl sæbespåner pr. liter lunkent kogt vand).
Pletfjerningsmidler, sulfo og opløsningsmidler må ikke bruges på møbellæder.
Pisk sæben med vandet og påfør opløsningen med en blød opvredet klud på hele overfladen for at undgå skjolder og ringe; læderet må ikke gennemblødes. Se også video med trin-for-trin vejledning i menuen til højre her på siden.

Overfladen behøver ikke blive tørret af.
Sæben absorberes af læderet og efterlader derfor en smule fedtstof.
Læderet tørrer langsomt ved normal stuetemperatur.
Hvis læderet efter denne behandling får en mat, grå overflade, skyldes det, at sæben ikke er trængt ned i læderet; herefter tørres læderet efter med en tør, blød klud.

     
BASIC LÆDER

Basic læder er en fleksibel lædertype med et glat udseende, som samtidig er brugervenlig og økonomisk.
Denne lædertype er lavet af europæiske skind, pigmenteret og behandlet med en kraftig overfladefinish, som gør den meget holdbar.
Overfladen er poleret og har et glat udseende med en fin strukturaftegning. Basic læder er fleksibel, robust og let at vedligeholde og er desuden fedtafvisende. Læderet er blødt og behageligt at røre ved og giver en fremragende siddekomfort. Det er meget farvebestandigt.

    
Produkter som fås i Basic læder

   

             

 

 

DOWNLOAD & INFORMATION 

VÆLG DIN LÆDERTYPE

VEDLIGEHOLDELSESGUIDE: LÆDER
 

BILLEDARKIV 
SE BILLEDER AF MØBLER I LÆDER

 
SE VIDEOEN

VEDLIGEHOLDELSE AF LÆDER
Maintaining leather