Danske Cecilie Manz er født i Odsherred. Hendes forældre var beskæftiget med kunst og design, og design har derfor altid været en naturlig del af hendes liv. Hun valgte design som sin levevej, da hun begyndte at studere på Danmarks Designskole i 1992. Hendes store interesse for funktion og konceptualisering bragte hende videre til Helsinki som udvekslingsstudent, hvor hun gik på Kunstindustrihøjskolen ved Aalto-Universitetet.
I 1998, et år efter sin afgangseksamen fra Danmarks Designskole, åbnede hun sit eget atelier, Manz Lab, som lige siden har været centrum for hendes arbejde.
Med sin stærke fornemmelse for funktionalitet og fastholdelse af kvalitet er Cecilie Manz et oplagt valg for Fritz Hansen. Cecilie Manz har allerede udstillet over hele verden, og hendes værker vises i de permanente samlinger på MOMA og Dansk Design Center. Hun har undervist og modtaget adskillige betydningsfulde priser for sit konceptuelle design.
"Jeg arbejder med ting, som har en betydning for mig. Jeg har den overordnede idé, at jeg altid skal have et tydeligt argument, der legitimerer de designs, jeg laver. Funktionen er væsentlig, og hvis jeg ikke kan formulere en god grund til et nyt produkt, er det bedre ikke at lave det ", siger Cecilie Manz.